Mens temperaturen på boligmarkedet stiger i de store byområder, ligger markedet underdrejet i resten af landet.
Selv om temperaturen på boligmarkedet stiger en smule på landsplan, er der store forskelle mellem udviklingen i de enkelte kommuner, fremgår det af et danmarkskort udarbejdet af Realkredit Danmark (RD).
RD har set på den historiske handelsaktivitet på parcelhusområdet og sammenlignet den med aktiviteten i 2013. Kortet viser, at boligmarkedet er kommet pænt op i gear i både Århus og København, som er markeret med grønne farver.
I København bliver der således omsat mere end 10 procent flere boliger end gennemsnittet over den seneste 10-års periode, mens antallet af handler i yderområder som Vestsjælland, Lolland-Falster og dele af Fyn og Jylland er faldet med mere end 35 procent.
Tendensen falder fint i tråd med vores fælles stigende trang til at klumpe os sammen i de store byområder, der både udmærker sig med højere økonomisk vækst, et stigende antal arbejdspladser og gode uddannelsesmuligheder. Eksempelvis nyder Københavns Kommune glæde af 1.000 tilflyttere hver måned, hvilket giver gode skatteindtægter og forstærker den positive udvikling.
Og intet tyder på, at tendensen vil ændre sig fremover. De regionale befolkningsprognoser fra Danmarks Statistik peger således entydigt i retning af en affolkning af landdistrikterne, hvor det vil blive stadig sværere at få solgt parcelhuset.
På den anden sige peger cheføkonom i RD, Christian Hilligsøe Heinig dog på, at der kan komme en vis efterspørgsel efter boliger inden for pendlerafstand af storbyerne, hvis renten stiger og/eller huspriserne stiger tilstrækkeligt meget i de attraktive byområder.
Kilde: TRYGT BANK