Musikalsk hund

1525R-80614

Vi har altid hele familien holdt meget af vores hund, men nu elsker vi ham da om muligt endnu mere end nogensinde før. Det var nemlig Trold, der en nat for nogle uger siden fik os vækket på grund af røg i huset. Hvis han ikke havde reageret, aner vi ikke, hvordan det kunne være gået.

Den nat konstaterede jeg hurtigt, at røgen sivede op fra kælderen, og mens min kone ringede 112, fik jeg hurtigt fat i haveslangen og vovede mig ind gennem kælderdøren for at slukke eller i hvert fald begrænse branden. Jeg kunne se, at der var ild inde i det kælderrum, som vi har indrettet som øvelokale for vores halvvoksne søn og hans kammerater, der har dannet et lille rockband på amatørbasis.

Da jeg fik døren til rummet lukket op, kunne jeg ret hurtigt få slukket ilden med vandet fra haveslangen, og jeg havde faktisk fået slukket det hele, da brandvæsenet kom lidt senere. Brandfolkene tjekkede hurtigt, om alt var i orden, og en af brandmændene nævnte for mig, at det sandsynligvis var den røgmaskine, der stod sammen med musikinstrumenterne, der var synderen, for kablet til den sad stadig i stikkontakten, så det måtte være den, der var gået overgang i.

Det var jo en lidt flov historie, for jeg har flere gange understreget overfor de unge fyre, at de skal trække alle kabler ud af kontakterne, når de forlader rummet. Men heldigvis var der ikke sket skader andre steder i huset end i det pågældende kælderrum.

Til gengæld var branden gået ud over flere af musikinstrumenterne. Det ret dyre keyboard, som drengene købte bare et par måneder tidligere, havde stået meget tæt på flammerne, og stort set al plastic på instrumentet var smeltet og sad nu i mærkelige, forvredne former. Der var ingen tvivl om, at keyboardet var aldeles ubrugeligt, men jeg kunne dog trøste min søn med, at jeg har sikret mig, at vores forsikring også dækker musikinstrumenterne.

Det var også gået ud over en elektrisk guitar, men det viste sig dog kun at være ubetydelige mærker af sod, der skæmmede den. Sodpletterne kunne uden videre tørres af med en fugtig klud, og allerede den nat konstaterede vi, at guitaren fungerede upåklageligt.

Vi brugte resten af natten på at få et overblik over skadernes omfang, som heldigvis var ret begrænset. Der var lidt sodskader på loftet i kælderrummet, og det var også gået ud over gardinerne ved de to små kældervinduer, der er i rummet. Men i hele resten af kælderen var der slet ingen skader, hvilket der selvfølgelig heller ikke var højere oppe i huset.

Vores søn var specielt glad for, at den ret dyre saxofon, han fik i fødselsdagsgave af os til sin 16 års fødselsdag, havde stået så langt væk fra ilden som muligt, så den havde heller ikke på nogen måde taget skade. Det er jeg også glad for i betragtning af, hvor mange penge vi måtte punge ud med til den fødselsdagsgave. Og han er for resten rigtig dygtig til at spille på den.

Categories: Artikler

Oliver


Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>